Holdet bag ’Baglandet’ på P1 får Krygerprisen

Holdet bag 'Baglandet' på P1 besøger arbejdspladser, institutioner, et nabolag eller et mødested og med forskellige danskeres stemmer og skæbner sætter de perspektiv på nyhedsstrømmen og samfundstendenserne. Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

Redaktionen bag reportageprogrammet ’Baglandet’ modtager DRs Krygerpris på 25.000 kroner for at lave medrivende og dybt relevant public service-radio. – En Kryger-vinder skiller sig ud fra mængden og har en særlig evne til at finde og formidle historier, sagde Gustav Lützhøft da prisen ble uddelt.



På det seneste har de besøgt Harboøre, der er hårdt ramt af fraflytning, et demensplejehjem i Græsted og Kalundborg, hvor holdningerne har været delte om et asylcenter, der åbnede i foråret.

Tirsdag til fredag mellem klokken 11.30 og 12.00 er redaktionen bag P1-programmet ’Baglandet’ ude i landet for at sætte perspektiv på nyhedsstrømmen og tendenserne og rapportere fra alle kroge og afkroge af Danmark.

Mandag eftermiddag var holdet nu at finde i DR Byen, og midt under et internt P1-møde overraskede DRs radiochef Gustav Lützhøft holdet med, at de bliver årets modtager af Krygerprisen, som er på 25.000 kroner, og som DR uddeler hvert år til en eller flere DR-medarbejdere, som har ”gjort noget særligt for radiomediet”, som det officielt hedder.

DRs radiochef Gustav Lützhøft overraskede holdet med prisen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

Prisen er opkaldt efter Christian Kryger (1915-1972), der var en af radiopionererne inden for radioreportage. Kryger ville netop mandag være fyldt 101 år, og det var 44. gang, DR uddelte prisen.

”En Kryger-vinder skiller sig ud fra mængden og har en særlig evne til at finde og formidle historier. Det gælder også for årets modtager af den prestigefyldte radiopris. Holdet bag ’Baglandet’ på P1 når på forbilledlig vis ud i virkelighedens mange afkroge. Som lyttere møder vi mennesker og skæbner, vi kun sjældent – hvis nogensinde – er i berøring med,” sagde Gustav Lützhøft, da han indledte sit ”overraskelsesangreb” på P1-mødet.

Herefter tilføjede han:

”Gennem veludførte reportager, nære interviews og rørende fortællinger, oplever vi konsekvenserne af politiske beslutninger og samfundets udvikling. Alt sammen fra første række – langt væk fra radiostudiets rammer. ’Baglandet’ på P1 er hudløst ærligt, det er medrivende radio, og det er dybt relevant public service,” sagde Gustav Lützhøft.

Holdet bag ‘Baglandet’ på P1 blev overrasket med Krygerprisen ved et P1-møde den 19. december 2016. Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

Holdet bag ’Baglandet’ er en gruppe af yngre danske radiofolk. Rune Sparre Geertsen er redaktør, og reporterne er Mikkel Rønnau, Emil Rothstein-Christensen, Mads Petter Kühnel, Karen Straarup Møller og Anne Pilegård Petersen.

Laves af filt

’Baglandet’ bliver produceret af det svenske produktionsselskab Filt for DR, og DRs radiochef fremhæver redaktionen bag ’Baglandet’ som et godt eksempel på, hvordan DR er blevet beriget og har fået præsenteret nye ideer af en ekstern redaktion.

Sidste år var det journalist Morten Hausborg fra DR Sporten, der modtog Krygeprisen for sine medrivende sportsreportager, og tidligere har navne som for eksempel Lis Møller, Jørgen Flindt Petersen, Poul Nesgaard, Christian Stentoft, Tine Bryld, Lars Daneskov, Torben Brandt, Susanna Sommer, Pia Røn og mange flere fået Krygerprisen, der blev uddelt første gang i 1973.

Den officielle prisoverrækkelse kommer til at foregå ved en reception i DR Byen i starten af 2017.

Holdet bag ‘Baglandet’ på P1 får årets Krygerpris. Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

Be the first to comment on "Holdet bag ’Baglandet’ på P1 får Krygerprisen"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*