Adrian Hughes bliver klog på sprog på P1

Adrian Hughes laver P1-program om sprog fra den 4. marts. Foto: Framegrab © Type 2

DR-journalisten Adrian Hughes bliver vært på P1’s nye sprogprogram ’Klog på sprog’. Hver lørdag efter middagsradioavisen bliver tre kvarters venlig kappestrid på aktuelle spørgsmål om det danske sprog.



I P1’s nye sprogprogram ’Klog på sprog’ inviterer Adrian Hughes hver uge to sprogligt interesserede til at dyste om, hvor skarpe de er til at forstå meninger, lytte sig til sammenhænge og selv byde ind med måder at sige tingene på.

En sprogspecialist fra blandt andet Dansk Sprognævn sidder med i programmet og sikrer, at der er styr på sprogets mur- og nagelfaste detaljer, hvis og når det bliver nødvendigt. Og det bliver det. Mange af spørgsmålene vil komme fra P1’s lyttere, som er blandt landets ivrigste sproglige iagttagere.

Pedantisk og ordkløvende

– Jeg har altid været vild med dansk, siger Adrian Hughes og fortsætter:

– Det er en gave for mig at få lov at lege med sprog på DR’s P1 sammen med kløgtige og opvakte sprogbrugere. Om alt går vel får vi et rend af spændende og glade gæster gennem programmet, som synes det er sjovt at diskutere måder vi taler med og skriver til hinanden.

Adrian Hughes siger, at hans eget forhold til dansk nemt kunne nemt forekomme andre gammeldags, pedantisk og ordkløvende.

– Men jeg har også øre for, at sprog naturligt udvikler sig, og ikke altid til det værre. Det er uklædeligt at forlange af nogen, at de bør tale og skrive som dengang onkel morfar var knægt. ’Klog på sprog’ skal højne vores bevidsthed om, hvordan vi bruger sproget bedre uden at skamme mindre bevidste sprogbrugere, siger han.

Sprogstof med vid og bid

Med ’Klog på sprog’ får sprogstoffet en stærk placering på P1, og ifølge P1’s kanalchef, Thomas Buch-Andersen, kan de sprogglade P1-lyttere godt glæde sig til programmet med den erfarne vært ved roret.

– Det er svært at komme i tanke om en mere oplagt vært til et sprogprogram på P1. Adrian Hughes er både begavet og godt selskab. Han personificerer den kombination af vid og bid, som vi gerne vil give sprogstoffet på P1. Adrian modtog DRs Sprogpris i 2004 ”for sikker, original og engageret sprogbehandling, som fastholder seerne i hans udsendelser.

– Jeg glæder mig til sammen med lytterne at blive klogere på sproget hver lørdag, siger P1’s kanalchef, Thomas Buch-Andersen.

Be the first to comment on "Adrian Hughes bliver klog på sprog på P1"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*