P6 BEAT har mødt rockmusikkens flinkeste frontfigur

Anders Bøtter har interviewet Dave Grohl fra Foo Fighters, og P6 BEAT sender i den anledning P6 BEAT elsker Foo Fighters. Foto: DR © Type 1

Som eneste danske medie har P6 BEAT haft mulighed for at møde en af rockmusikkens største frontfigurer – Dave Grohl. Lørdag den 16. september kan man høre det eksklusive interview, når kanalen dedikerer hele seks timer til Foo Fighters.



Lørdag den 16. september er der ’P6 BEAT elsker Foo Fighters’ på P6 BEAT. Vært Anders Bøtter havde tidligere på sommeren en længere interviewsnak med Dave Grohl, der er sanger, sangskriver og guitarist i et af musikhistoriens største rockbands, nemlig Foo Fighters. Og som for mere end 25 år siden brød igennem som trommeslager i Nirvana.

Stolt af at have overlevet i musikbranchen

P6 BEAT fik som eneste danske medie mulighed for at møde Dave Grohl og Foo Fighters, da de i sommer var i Danmark. Det blev til en længere snak om at være med i et af verdens største rockbands, sceneskræk, det nye album og arven efter Nirvana:

– Det, jeg er mest stolt af – i forhold til Foo Fighters, er, at vi har overlevet, siger Dave Grohl til P6 BEAT, og fortsætter:

– Der har været alle disse små kampe, hvor vi har skullet kæmpe os forbi modstandere. Der har været sejre, hvor vi har opnået, hvad vi satte os for at opnå. Men det jeg sætter mest pris på, er at vi har overlevet.

Den flinkeste frontmand i rock’n’roll

Mødet med Dave Grohl var en stor og givende oplevelse for vært Anders Bøtter:

– Dave Grohl har ry for at være den flinkeste mand i rock’n’roll. Jeg var nervøs for, om det var en facade. Men efter få minutter viste det sig, at han var den flinkeste, mest reflekterede og givende musiker, jeg nogen sinde har interviewet i hele mit liv. Jeg oplevede en musiker, der var så ivrig og veltalende, at han lod interviewet vare 40 minutter i stedet for de 10 minutter, der var sat ind i deres stramme tidsplan. Og han blev tilmed stolt over at høre vi sender seks timer, siger vært Anders Bøtter.

Be the first to comment on "P6 BEAT har mødt rockmusikkens flinkeste frontfigur"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*