90 procent af unge følger nyhederne hver dag – 31 procent på radio

Andelen af unge, der dagligt får deres nyheder via radio, ligger relativt stabilt over tid. Her er Karen Nielsen i gang med at læse en radioavis op. Foto: Julie Mørkeberg

Det står ikke så galt til, som nogen får det til at lyde. Ni ud af 10 mellem 15 og 29 år benytter nyhederne dagligt – de gør det bare på andre måder end deres forældre og bedsteforældre. – Nyhedsforbruget stiger svagt, jo ældre man bliver, siger lederen af DR Medieforskning, Dennis Christensen.



Der har været sagt meget om unges nyhedsforbrug. For eksempel at de 15-29-årige ikke skulle interessere sig for nyheder, demokrati og samfund, og at de blot spilder tiden på ”fordummende sociale medier”. Men måske står det slet ikke så galt til, som nogle forældre og andre ”voksne” får det til at lyde.

– Nyhedsforbruget stiger svagt, jo ældre man bliver. I 2017 benyttede 90 procent af alle 15-29-årige nyheder dagligt – mod 95 procent blandt hele befolkningen. Godt nok bruger den unge aldersgruppe nyheder en anelse mindre end den øvrige befolkning, men 90 procent må siges at være et højt tal – nok også højere, end hvad mange i forældregenerationen måske forestiller sig, siger lederen af DR Medieforskning, Dennis Christensen, der har skrevet om de unges nyhedsforbrug i rapporten ’Medieudviklingen 2017’, der udkom for nylig.

Han forklarer, at det snarere er nyhedslandskabet, der er anderledes – nemlig hvordan de unge får deres nyheder i forhold til forældre- og bedsteforældre-generationen.

De unge får for eksempel mange af deres nyheder via nyhedssites, nyhedsapps og i særdeleshed via de sociale medier, mens de sjældnere end tidligere sætter sig til rette foran TV-Avisen og TV 2 Nyhederne om aftenen. Derimod er andelen af unge, der dagligt får deres nyheder via radio relativt stabilt over tid.

Fakta:
Andel af de 15-29-årige, der dagligt får nyheder via mediet

Sociale medier: 66 procent
Net: 60 procent
TV: 31 procent
Radio: 31 procent
Print: 20 procent
Tekst-TV: 5 procent

Kilde: Megafon for DR Medieforskning

Hele rapporten ‘Medieudviklingen 2017’ kan ses på dr.dk/medieforskning

Be the first to comment on "90 procent af unge følger nyhederne hver dag – 31 procent på radio"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*