Anne Glad inviterer lytterne i godt bogselskab

Anne Glad bliver vært, når DR i begyndelsen af marts 2018 har premiere på en ny litteraturpodcast, der får titlen 'Bogselskabet'. Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

P4 står bag den nye litteraturpodcast ’Bogselskabet’, som har Anne Glad som vært. Hun håber, podcastserien kan give appetit på at læse. – Det handler først og fremmest om at få nogle gode læseoplevelser og få lyst til mere, siger Anne Glad.



Anne Glad bliver vært, når DR i begyndelsen af marts har premiere på en ny litteraturpodcast, der får titlen ’Bogselskabet’.

Her bliver lytterne inviteret med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle og populære forfattere i podcastserien. I hver episode af ’Bogselskabet’ fortæller en udvalgt forfatter om sin seneste bog, sin hovedperson og om at skrive. Forfatteren deler desuden sin egen begejstring som læser, ved at udpege én bog, som betyder noget særligt for ham eller hende.

’Bogselskabet’ giver lytterne mulighed for at komme tæt på forskellige forfattere. Ligesom til et selskab, hvor man falder i snak med nogen, man kun kender lidt til – og så lærer bedre at kende gennem en god snak.

– Når man begynder at lære en forfatter bedre at kende, kan man ligefrem høre deres stemme i øret, mens man læser deres ord. ’Bogselskabet’ er også en chance for at rykke lidt tættere ind i forfatterens tanker – uden at det skal blive mere kompliceret, end det er i forvejen. Det handler først og fremmest om at få nogle gode læseoplevelser og få lyst til mere, siger Anne Glad, der mener, at der ikke er noget mere altopslugende end en god bog.

’Bogselskabet’ udkommer som podcast – under P4’s brand. Lars Daneskov, der er redaktør for P4, siger:

– Der udkommer så mange gode bøger – skrevet af forfattere med noget på hjerte og lyst til at fortælle historier. De forfattere vil vi gerne lære at kende i ’Bogselskabet’, og vi glæder os til at vise P4 – også på den måde. P4 er landets største radiokanal og forsøger hver eneste dag at levere indhold, som både underholder, inspirerer og gør lyttere klogere. Alt dette vil være ambitionen – også med denne podcast, hvor vi gerne helt enkelt har lyst til at gøre danskerne nysgerrige og give dem lyst til at læse. Vi er derfor meget glade for, at Anne Glad er vores vært. Ikke bare ved hun rigtig meget om litteratur, men hun er også naturligt nysgerrig og interesseret, hvilket er kernen i al god radio.

Be the first to comment on "Anne Glad inviterer lytterne i godt bogselskab"

Leave a comment

Your email address will not be published.


*